Fortalt af Marie Brunsborg

Artiklen er bragt i Årsskrift 2003

Vester Hvoldal i Råsted er en gammel slægtsgård, der ligger op mod vejen, som går fra Skærum Mølle og langs gennem sognet. Gården ligger i en lavning med bakker til tre sider, kun åben mod syd nedad mod Lilleåen. Set syd fra ligger den ejendommeligt kønt.
I min barndom var gården bygget i fire længer med køreport og indelukket gårdsplads. Der lå et lille tørvehus vest for gården, som har særlige minder for mig.
Denne gård var mit barndomshjem og min far Kristen Hvoldals barndomshjem, min mor, Bodil Sig Kristensen, var fra Sdr. Sig i Staby.

Vi var fire søskende, og vi blev opdraget til strengt arbejde, gudsfrygt og nøjsomhed. Noget af det første, jeg kan huske var, at min mor døde. Da var vi to yngste, som var tvillinger, Kristen og jeg 4 år, Karen 7 og Mads 8. Et enkelt træk har far fortalt om mor. Engang havde hun sat Mads til at vugge os i søvn. Lidt efter blev hun opmærksom på, at han forsvandt så hurtigt ud af stuen. Hun anede uråd, og skyndte sig ind til os. Da lå vuggen med gængerne i vejret, men vi havde ingen skade taget af ”sejlturen”.

Far og mor var begge svage, og siden vi tvillinger blev født, var mor ikke rigtig rask, og da det stadig gik nedad med helbredet, og hun følte sig meget træt, rejste de til Viborg til en doktor Hejberg, og han lagde intet skjul på, hvad mor fejlede. Han sagde:
”Rejs hjem og forbered Dem på døden!”
Det var et hårdt slag for dem begge. Søster Karen har fortalt, at da de kom hjem, græd de begge to, og mor, der var den svage, ville trøste far og sagde:
”Det er da ikke sikket, det er så slemt, som doktoren siger – han kan da ikke se inden i et menneske.”
Men 12 uger efter døde mor.

Karen havde haft dårlige øjne af kirtelsyge hver vinter, da hun var barn. Hun gik med bind for øjnene for at undgå dagskæret. Det var særlig galt, da mor døde. Dagen før begravelsen sagde Karen til far:
”Nu har der været så mange fremmede hver dag, og jeg kan ikke se nogen af dem.”
Det slog meget ind på far, da humøret var tungt i forvejen. Jeg husker ikke mor lå syg, men de dage før begravelsen mindes jeg, og da de kørte med mor, græd jeg meget. Så stod far ene tilbage efter 10 års ægteskab med os børn og med kun gode minder om mor.
Efter mors død fik vi en husbestyrerinde, som hed Ane. Det er kun lidt, jeg husker om hende. Jeg husker en dag, vi fik kål og flæsk til middag. Da vi lige var begyndt at spise flæsk, lagde Kristen pludselig sin gaffel og sagde henvendt til Ane:
”Do hår glemt å lav’ debbels’.”Da gav de sig alle til at le, og det er vist derfor, jeg kan huske det. Hun blev hos os 3 år, så flyttede hun til Niels Harbosgård i Staby, og ham blev hun gift med, så vi mødtes tit senere i Sdr. Sig.
Da Kristen og jeg var 7 år, blev far gift med Marie Kirstine Sørensen, som var nabo til os. (fra Knudehus i Råsted, red.) Hunvar sypige og gik rundt i hjemmene og syede for folk. Hun syede også en grøn isgarns‑kjole af mors om til Karen og mig til brylluppet.

Bryllupsdagen var spændende. Da Karen og jeg i vore fine kjoler kom ind i stuen, hørte vi den ene vogn køre på stenbroen efter den anden. Da var det skik, at folk skulle samles i hjemmene, før de skulle i kirke.
De første der kom, var Jens Peder og Mariane, der har boet i Øster Damgaard i Ulfborg. De skulle varte op. Dernæst kom to spillemænd, og de stod ude og spillede hver gang, der kom bryllupsgæster, og så spillede de også på vejen til kirke og hjem igen. Mere kan jeg ikke huske om brylluppet. Dagen efter var også spændende, for da skulle vi sige mor til Marie. Ja, det kom vi snart efter. Hun blev alt for far, som var svag. Hun blev ham en nøjsom og dygtig kone, og os børn lærte hun at arbejde og passe tiden, at den ikke gik udnyttet hen. Alt skulle passes både ude og inde ‑ det var de enige om.
Året efter fik de en lille dreng. Jeg syntes, der var ingen så sød som han. Kun var jeg ked af det, når jeg skulle få ham til at sove, for det kunne vare længe. De fik kun kort glæde af ham, han var svagelig og døde, da han var 8 måneder gammel. Et års tid efter fik de en lille pige, som døde af kighoste, da hun var ½ år – ellers en sød og kvik lille pige.

Jeg tænker tit på, at sygdom og sorg ikke sjældent var gæst i vort barndomshjem. En ting fik jeg lært, som ikke enhver får lært som barn: at være stille og føle med andre, når der er sygdom i hjemmet.
Far var som nævnt altid svag og havde en slem hoste at kæmpe med, han led også en tid af en mavesygdom, og det blev til sidst så uudholdeligt for ham, at han måtte på Lemvig Sygehus og gennemgå en kur. Derefter kom han på et hospital i København, hvor han kom sig helt.
15 gange havde han lungebetændelse og var altid meget dårlig. Engang havde han lungebetændelse lige ind til jul, vi havde doktoren lillejuledag, en doktor Busch fra Bøvling, som vi altid havde, når det var lungebetændelse. Så skulle jeg over til Ulfborg Apotek efter medicin. Det var langt hen på eftermiddagen, inden jeg kom af sted, så jeg skulle løbe det meste af vejen for at nå hjem, inden det blev mørkt ‑ der var 8‑9 km. Jeg husker, at da jeg sad inde og ventede på medicinen, gik mange ind og ud, og når de gik, sagde de “Glædelig jul”. Så tænkte jeg ved mig selv: I kan sagtens sige glædelig jul, jeres far er nok ikke syg.
Hen i julen begyndte far at blive bedre, og så fik vi børn vor juleferie.

Fars søster var gift med mors broder, og de boede i Sdr. Sig i Staby. Det var skik, at vi hver jul gik derom og blev der i 2 dage. Så fulgte deres børn med os hjem. Der var fem på alder med os, så vi var 7‑8 i følge. Da oplevede vi meget skønt. Vi var gerne inde hos bager Opstrup i Ulfborg og købe et kræmmerhus for 2 øre. Engang havde en af pigerne fra Sdr. Sig og jeg fået tandpine, og så fulgte faster med os over til Mads Pedersen i Madum Kjærgård, for det kunne han kurere. Han tog den onde tand, og så var alt godt igen.
Selv om far var syg, skulle børnene fra Sdr. Sig dog med os hjem, som de plejede. Det kneb for mig at få far ud af mine tanker, jeg længtes efter at komme hjem. Da vi nåede så langt, blev jeg helt rolig. Jeg syntes, alt så så fredeligt ud, hønsene gik så rolige, og hunden kom os glad i møde. Far havde det over al forventning godt, ja, vi måtte endda få fremmede børn om eftermiddagen. Vi legede inde i stuen ved siden af sovekammeret, hvor far lå syg. Jeg husker så godt, hvor ked jeg var af det, når de lavede for meget spektakel, og jeg kunne ikke ret længe være med i legen, før jeg havde været inde ved far og spurgt, om han kunne tåle at have os så nær. Han svarede rask:
“Ja, mor jer kun så godt, I kan, det gør ikke det mindste, når døren er lukket.”
Da først var jeg rigtig glad og kunne være med.

Til tider var lungebetændelsen så slem, at han næsten ikke kunne få luft, så sad han over damp ‑ det kunne hjælpe lidt. Når slimen fyldte ham, fik han frygtelige hosteanfald og fik meget op. Da kunne vi børn ikke være i nærheden, men mor skulle nok blive på sin plads og hjælpe far.
Set med menneskeøjne kom han ikke over det, men Guds tanker er ikke vore tanker. Gennem alt det, han gik igennem af sygdom og sorg, havde han fået livsforbindelse med Gud og derved fået en åndelig rigdom i eje, som han øste af til os børn, både når han var syg, og når han var rask, så jeg fik lært at gå bønnens vej. Når han var så dårlig, at han ikke kunne tåle at tale med os, forsvandt jeg ud i tørvehuset, som lå lidt afsides, Der faldt jeg på knæ og bad Gud om at hjælpe far, for jeg syntes ikke, han kunne holde det ud. Og når jeg derefter kom ind, havde han det altid bedre. Ja, min tro var så stor, at når jeg kom afsides og bad til Gud, skulle far nok komme sig.

Der er ingen, der kan tænke sig, hvor besværligt det var med markarbejdet og hyrdegerningen i mit barndomshjem, fordi der var så meget at komme over, og gården lå helt uden for marken. Der var meget at tage fat på fra mor­gen tidlig til sen aften for både store og små.
Vi havde mange gæs, så vi begyndte som gåsehyrder. De har fortalt, at da min broder Mads var 5 år, skulle han passe gæssene ude på marken. Med en madpakke på ryggen og en gåse­pisk i hånden drev han ud med gæssene fra morgenen af.
Da det blev ham for let, blev han kohyrde, og så skulle vi yngre søskende pas­se gæssene. Vi tvillinger var jo to om alt. Men det fik også ende for os, da vi var 9 år, havde vi ikke gæs længere, nu var vi for store til at gå over dem.
Ved den tid kunne Mads og Karen hjælpe ved markarbejdet, ja, også Kristen kun­ne hjælpe lidt, så skulle jeg ene være hyrdepige. Far sagde, at det var jeg beskikket til, og det var mig heller ikke nogen tvang, da jeg havde stor lyst og interesse for min hyrdegerning. Men det hårdeste for mig var at komme op kl. 4 om morgenen og ud at flytte ungkrea­turerne og fårene. Det var langt omkring, jeg skulle, så jeg løb med bare fødder ‑ det gik hurtigst. Der var en mørk stribe i duggen efter mig, og fødderne blev så kolde, hvorfor jeg gerne ville stå et øje­blik der, hvor et får eller en kvie rej­ste sig fra sit natteleje, dér kunne jeg varme fødderne lidt.

Når jeg kom hjem fra min morgentur, var mor og pigen færdig med at malke, så skulle jeg have køerne og de små kalve ud – kalvene skulle jeg drive foran køerne, for de var koblet sammen. Det var alt for langt at gå to gange, skønt det voldte mig mange besværligheder. Efter den tur skulle vi have davre, som bestod af opstuvede kartofler og mælk og grød. Når klokken blev 6.30, skulle jeg ud at flytte første gang – der blev flyttet tre gange hver halve dag. Grunden til, at vi skulle så tidligt ud om morgenen var, at bremserne var så slemme i varmt vejr, at dyrene blev helt vilde. Det var ikke værst om formiddagen, for da løb de gerne hjem, og så kun­ne de blive inde. Men om eftermid­dagen, når bremserne var efter dem, skulle jeg passe på, at de ik­ke løb hjem. Så lod jeg mig slæbe efter dem, og når jeg tøjrede én, løb to løs.

Det var strenge dage, og dem var der mange af, men det var alligevel ikke det, der var hårdest ved mig. Det værste var, at det blev så sent om aftenen, inden vi kunne få køerne hjem. Natten var alt for kort, syntes jeg. I seng kl. 22.30 og op kl. 4 og kun en halv times middagssøvn.

Vor formiddagsmellemmad blev der ingen tid til at sidde og spise, den fik vi i hån­den, når vi flyttede anden gang, for sådan skulle far, da han var hyrde, og så skulle vi også.
Om middagen skulle fårene trækkes hjem til vand. Vi havde 8‑10 styk­ker, og de var slemme at trække, for nogle ville gerne hjem, og andre var ikke til at slæbe frem – uha, hvor de rykkede i armene. Endnu værre var det, når et var løs, for så skulle jeg løbe det ind. Det var en gammel skik, som far ikke gav afkald på.
Om foråret skulle fårene og de små lam gå løse i en­gen, og vi børn skiftes til at vogte dem. Vi havde en madpakke og en flaske øl med. En dag da min fla­ske var tom, gik jeg ned til åen for at få den fyldt med vand. Så skød brinken, jeg stod på, og jeg faldt i åen og blev gennemvåd. Jeg kan huske, jeg var bange for at komme hjem og få tørt tøj på. Engang faldt et lille lam i åen, jeg véd ikke, hvem der var mest bange, enten lammets mor eller jeg. Hun var nær ved at springe i van­det til det, inden jeg fik det på det tørre igen.

Mange glæder havde jeg også på mine udstrakte vandringer over mark, kær og hede, for jeg gav agt på fuglene og lyttede til deres sang Jeg fandt mange æg og unger – en sommer, husker jeg, fandt jeg 50 kuld. Så lagde jeg et stenmærke lidt fra reden, for at jeg kunne se til dem. Når jeg kom til ungerne, slog de alle deres gule næb op, og så gav jeg dem væske i næbbet.
Den første gang, jeg kom til en re­de, som ungerne havde forladt, blev jeg meget ked af det, for jeg troede ikke, fuglen kunne finde dem. Da jeg kom hjem, fortalte jeg det til far ‑ det var altid ham, jeg gik til med mine skuffelser og glæder, og han gav sig altid tid til at tale med os børn. Da jeg fortalte dette, satte han sig ned og sagde noget lignen­de som:
“Det skal du ikke være ked af, lille Mie, for nu er de jo store, og så skal de ud og selv finde fø­den. Fuglen flyver over dem, og når de er sultne, kalder hun dem sammen og giver dem lidt i begyndelsen. Sådan er det også med os. Gud kan se os fra sin himmel, og han kalder også på os på så mange måder. Det forstår du ik­ke endnu, mit barn, men siden vil du komme til at forstå det. Han kan også se, at du er en lille tro hyrdepige, og det er han glad for. Glem så ikke at bede til Gud, og takke ham, for ellers kan vi komme bort fra ham. Skulle det ske, søger og kalder han på os gennem skuf­felser, nederlag og sygdom, eller der bliver taget en af vore kære fra os. Så gælder det om at lyde hans kal­den, ellers narrer vi os selv. Glem ikke, at vi må komme til Gud med alt, hvad der trykker, han vil lette det for os, ja, glem ikke at bede til Gud og takke ham.”

Engang sendte far os over til Laust Baunbæk i Ulfborg efter et lyngjern, som hans søn Jeppe, der var snedker, havde sat skaft på. Vi børn kom ret sjældent i byen og var derfor bange for, at vi ikke kunne finde, hvor han boede. Så forklarede far, at der var to stærekasser på husenden ud mod vejen, og indgangen var mod syd.
Forstuen var et lille firkantet rum med kampestensgulv. Vi blev så glade, da vi fandt derhen og så stærekasser­ne på husenden, men stor var skuf­felsen, da vi kom ind i gangen, for den var efter vor mening alt for stor, og der stod en stor, grøn kiste derinde.
Det er ikke her, sagde vi til hinanden, lad os skynde os hjem, de havde vist ikke set os. Og vi løb alt, hvad vi kunne, til vi var ude af syne, så først kunne vi tale ud med hinanden: Uha, dersom de nu havde set os, og hvad vil de sige der­hjemme, for det er vist dér allige­vel. Far bliver vist vred og siger, at vi skal af sted igen. Således gik det også, vi måtte af sted igen efter lyngjernet, som vi fik, og da gik vi glade hjem.

Vor næste nabo var Øster Hvol­dal, og manden Laust var enke­mand efter at have været gift tre gange. Han blev nær 100 år og var helt blind, inden han døde. Kristen tjente der en sommer, og Laust sagde, at han aldrig havde haft så dygtig en dreng. Når han er fær­dig med det, jeg har sat ham til, kommer han altid og spørger, hvad han nu skal, det er jeg ikke vant til.
Nord for mit hjem lå tre huse. I det næste boede en mand, som var tækker, han kunne nok klare sig. I de andre to var mændene stakler, de var bøjede i ryggen begge to og havde det meget fattigt. Dengang skulle folk jo hjælpe sig selv. De havde kun én ko hver og et par får.
Den ene af mændene var tit i dagleje hos os om vinteren – dag­lønnen var 50 øre. Engang spurgte han vor bedstemor, har far fortalt, om han måtte samle de fjer sam­men, som fløj rundt, når hønsene fældede, for de havde kun havreavner i deres dyner. Ja, dengang var folk nøjsomme.
Den anden mands kone lå syg i mange år, og han passede hende selv. Jeg kan huske at mor, når han kom, gav ham gode mellemmadder med øl til, og så fik han noget med hjem til konen. Det var ikke let for ham at lave mad, lidt havde han at leve af, og tit var stuen fuld af røg. Da konen døde, kom mor derop for at hjælpe. Det skal ikke skrives, hvordan hun så ud, men mor sagde:
“Stakkels kone!”
Manden blev gift igen, og de fik en datter. Dersom hun lever, er hun på Viborg Sindssygeanstalt.
Læn­gere nordpå boede en mand, der havde kun én hånd. Han gik rundt med en kasse på ryggen, hvori han havde mange småting, som han vil­le sælge. Det var en stor dag, når han kom. Han satte kassen på bor­det og gav sig til at læse avisen, medens vi børn så på sagerne. Der var tråd, knapper, synåle og fine ringe. Mor tog det, hun ville have, og han fik klude og ben i bytte.

Da vi tvillinger var 11 år døde bedstefar. Han var en nøjsom og arbejdsom mand, der var tidligt på færde om morgenen. Om efteråret, når de havde travlt med pløjningen, gik han tidligt om morgenen ud i marken, hvor studene gik. Dem spændte han for og pløjede til davretid. Så kom en af os ud til ham med øllebrød. Han satte sig på ploven og spiste, mens vi trak studene på græs og kom med hestene, som han spændte for, og så pløjede han videre med dem.
Når vi havde spist til aften, samledes vi alle i dagligstuen. Der var et langt bord med fast bænk og skammel, et chatol, et bornholmerur, to stole og en bilæggerovn. Vi skulle alle i arbejde. Bedstefar kom med et bundt splinderris og gav sig til at flette riskurve, far kom med et tagneg og bandt halmkurve, og karlen havde halm med, han skulle sno sime.
Pigen kartede uld, som mor spandt garn af til strømper og til vævning.

Vi børn sad omkring bordet og lærte lektier.
Når vi var færdige, skulle drengene vinde garn, og vi piger skulle strikke eller stoppe strømper. Når klokken var 8, lagde hver sit arbejde til side, og bedstefar satte sig på skamlen med ryggen til bordet og benene over kors og nød en pibe tobak. Far gav sig til at læse, og karlen fodrede hestene. Mor og pigen gik ud at malke – for at spare skulle det foregå i mørke. Når de var færdige og kaldte på katten, kom én ud med lygten, så de kunne se at give den mælk. Vi børn kom i seng.
Om fredagen læste far ”Ugens Nyheder” højt for os, noget som vi glædede os til. Når alle var færdige, samledes de til nadver, inden de gik i seng. Et par vinteraftener fik vi de store fjer af de slagtede gæs ind på bor­det, og så sad vi store og små og ribbede dem, så de kunne bruges til dyner.

Samme år, som bedstefar døde, fik vi en lillebror, som kom til at hedde Søren. Han var en rask dreng og blev os alle til megen glæde. Jeg glædede mig til den dag, da jeg kun­ne få ham med i vognen, når jeg skulle ud at flytte, men det blev ik­ke så skønt, som jeg havde tænkt, for vejen var hul og sandet, og mar­ken var bakket og ujævn, så vog­nen var snart ikke til hverken at trække eller skubbe.
Som tiden gik blev Søren en dygtig dreng, der interesserede sig for dyrene og troe­de, han kunne alt. Han øvede sig på de små kalve, og da han var 6 år, kunne han hente 3 kalve hjem fra marken.

Et forår fik Kristen og jeg lov til at tjene en dagløn. Vi havde været med til at plante i den store plantage ved Stenumgård, og jeg hjalp også i planteskolen. Vi fik 1½ kr. om dagen på egen kost. Da vi havde tjent nogle penge, fik vi lov til at blive fotograferet.
Far kørte os til Holstebro – det var vel nok en skøn dag.
Da vi kom om til fotografen, skulle vi op ad en mængde trap­per, og så var der så lyst og varmt i stuen. Mads og Kristen kom på et billede, Karen og jeg på et an­det. Søren, der da var 3 år, blev fo­tograferet for sig selv.
Vi var meget spændt på, hvordan de blev. Da de endelig kom, viste vi Søren dem for at se, om han kunne kende sig selv. Det kunne han – efter at have set lidt på billedet, udbrød han: ”A trowr, de’ er lille Øren!”
Da Søren var 5 år, fik vi en lillesøster, der kom til at hedde Boline. Hun var noget svagelig, men vi var alle så glade ved hende.

Uheldet kom også til mig. En søndag eftermiddag, da jeg var i færd med at sætte køerne på græs, sprang en af dem uventet over en grøft, og jeg fik tøjret om benet og blev revet omkuld. Jeg hørte nok, at det gav et knald, og da jeg fik mig set om, stod jeg med det ene ben i grøften, og det andet var vredet helt om og lå på grøftekanten. Da jeg ville lægge det ned, var det helt slapt, og jeg havde stærke smerter i låret. Med meget besvær fik jeg mig slæbt op af grøften og hen ad vejen hjemad. Der gik 3 timer, så endelig kom far og fandt mig. Så snart han blev klar over, at låret var brækket, skyndte han sig hjem efter en vogn og sengetøj, og så fik de mig hjem.
Der blev snakket frem og tilbage om, hvad der var bedst, enten tage til doktoren eller til Jens Søjborg i Sdr. Nissum, der skulle være så god til at spjælke et bræk­ket ben. De valgte det sidste.
Jeg blev pakket ned i vognen igen, og far og mor kørte med mig. Det blev sent på aftenen, inden vi nåede derom. Jo, ganske rigtigt, låret var brækket. Jeg fik det spjælket og forbundet, blev pakket ned i vognen, og så kørte vi hjemad. Vi blev over­faldet af et frygteligt tordenvejr, og det var så mørkt, at far og mor måtte skiftes til at gå for at holde hestene på vejen – kun når der kom et lyn, kunne de se vejen. De kørte forkert og kom til en gård, hvor der var lys. Det var Udstrup. De måtte da et langt stykke tilba­ge og med den rette vej. Ud på nat­ten kom de til Sdr. Sig i Staby og fik dem kaldt op for at komme i seng der, til det blev dag. Da jeg ik­ke så godt kunne flyttes, kørte de vognen ind i laden. Morbror kom derud og lagde sig i høet, så kunne han høre efter mig.
Da børnene kom op om morgenen, blev jeg genstand for megen opmærksomhed. De kravlede op i vognhjulene for at se og tale med mig. Da morbror blev spurgt, om han havde sovet, svarede han, at det havde han ikke, for jeg havde klaget mig hele tiden.
Først hen over middag kom vi hjem. Da var der en, der trængte til at kom­me i seng efter at have ligget sam­menklemt i en vogn i 18 timer. Jeg lå i sengen en hel måned, inden de turde se til benet, og så varede det endda længe, inden jeg kunne gå nogenlunde, jeg førte foden helt ud til siden i den første tid.

Vi fik ikke mælk til mejeriet inden jeg blev konfirmeret, så der var meget at gøre. Vi havde centrifuge til at skumme mælken med, og mor syntes, vi skulle skumme, hver gang vi havde malket. Centrifugen med tilhørende dele kom vi således til at gøre ren tre gange om dagen, og vi kærnede smør hver dag.
Vi bryggede selv øl af malt, en hel tønde af gangen. Rugbrød og sigtebrød af egen rug bagte vi i den store ovn. Om efteråret lavede vi kartoffel­mel. En del store kartofler blev skrubbet i mange hold vand, og så sad vi hver med et fad og et rivejern og rev dem. Kartoffelmelet kom i en eller to baljer og overhældt med vand, der blev skiftet hver dag, indtil det var helt rent. Så blev det hængt til tørring i små poser.

Hvert år blev der slagtet 5‑6 får, og da de var godt fede, blev der megen tælle, hvoraf vi hver vinter lavede tællelys. Tællen blev smeltet og hældt i en spand med lunkent vand, så lagde vi lysegarn sammen i flere lag med en løkke på den ene ende, og så havde vi nogle pinde eller spil­ler, som vi kaldte dem, som vi stak gennem løkkerne, fire væger på hver spille. De blev så dyppet ned i spanden, og når de kom op igen, var der et lille lag tælle på.
I be­gyndelsen skulle man passe på, for da kunne de let blive krumme eller brække. De blev anbragt over trem­merne på en stige for at dryppe af, og så blev de dyppet igen, og så­ledes blev man ved, indtil de havde fået en passende tykkelse. 
Ulden blev der lavet tøj af. Mor vævede ikke selv, men gjorde det i stand til vævning, både til kjoletøj, herretøj og hylsklæder. Når tøjet var fær­digt, syede mor det. Også Kristens konfirmationstøj syede hun af hjem­mevævet tøj. Hun var ualmindelig dygtig og sparede aldrig sig selv. Heller ikke os.

Efterskrift

Min mor, Marie Hvoldal, er født den 4. oktober 1883 i Vester Hvoldal i Råsted sogn, og døde på De gamles Hjem i Staby den 13. september 1967.
Efter konfirmationen havde hun forskellige pladser i Vestjylland, hun tjente bl.a. et år på Bakgården i Ulfborg hos søskendeparret Maren og Jens Damgård Bak.
Den 17. januar 1906 blev hun gift med Niels Brunsborg fra Brunsborg i Ulfborg. Samme år købte de en mindre landejendom i Hvingel. Den solgte de få år efter og købte den gamle fattiggård i Ulfborg af kommunen, det nuværende Holstebrovej 11. Det var her Marie og Niels fik deres liv og virke indtil 1950, hvor de solgte gården til en søn og svigerdatter. De købte et hus, Bredgade 19 i Ulfborg. Niels døde den 4. marts 1966.

Det var efter 1950 Marie skrev sine barndomserindringer, som hun i 1958 fik udgivet som en kronik i Ringkøbing Amts Dagblad.

Frede Brunsborg