Af Søren Smedegaard Olesen, Husby
Foto: Jørgen Borg
Artiklen er bragt i arkivets årsskrift 2012
Konge, præst og bønder i reformationstiden
Endnu i 1868 stod Jomfru Maria med den lille Jesus på armen ved den søndre side af alteret i Sdr. Nissum kirke.1
Det er ikke altid så rart at være præst. Den hårdeste tid for landsbypræsterne kom med reformationen i 1536. Som andre præster var Christian Krabbe i Sdr. Nissum og Husby klemt som en lus mellem to negle. Mellem kongen og bønderne. Gjorde han som kongen ville, blev bønderne rasende. Gjorde han som bønderne ville, blev kongen ond. Netop helgenerne var bøndernes kæreste eje.
Kongen havde med reformationen bestemt, at jomfruen kunne forblive i kirken, hvis ingen i sognet tilbad eller ofrede til hende. Præsten havde derfor måske ladet skinne igennem, at når biskoppen var i farvandet, måtte ingen komme med æg eller en høne til den hellige jomfru. Sognets gudinde. Hvad kongen eller biskoppen ikke vidste, havde de ikke ondt af.
Det var den gamle lærer Sørensen, der i 1868 havde skrevet at Helgenbilledet stadig stod i kirken.
Men kort efter blev Maria fjernet og lagt på kirkeloftet.2 Nu var hun udtjent.
Også på andre områder omgik præsten og bønderne kongens bud. Når en fra sognet døde, styrtede en af de nærmeste op til ringeren for at få mindst en times sjæleringning. Klokkens liflige toner bar sjælen op til gud. Ringeren kunne mærke på rebet, om sjælens rejse gik glat. Også denne smukke skik vendte kongen sig imod. Men bønderne vidste bedre. De ville ikke for alt i verden af med sjæleringningen. Måske forsøgte præsten at overhøre klokkens ringning for sjælen. Kongen var heldigvis langt væk.3
Paradis, Helvede og Djævelen var gode nok. Det stod i bibelen. Men det stod efter reformationen klart for kongen, at Skærsilden var et af pavens djævelske påfund. Men der blev så overbefolket på kirkegården, når alle de døde skulle ligge der og vente til Dommens Dag. Mange hestesko skulle sættes op på de dødes gamle gårde for at forhindre forfædrene i at komme på besøg.
Folk fandt derfor på en lidt rarere erstatning for skærsilden. På sjælens vej til himlen lå Høkelbjerre kro. Derfor var det nødvendigt at have godt med penge med i graven. En stående vending var: »Han sidder i Høkelbjerre kro«.
En provst der ikke havde fået penge nok med blev holdt tilbage. Heldigvis kom Jens ”Kirstine” kort efter til kroen. Han havde heller ikke penge nok med. Men blev sendt tilbage for at hente provstens tyr. Så kunne de fortsætte deres rejse.4
1) Lærer Sørensen i Samlingerne til Jysk Topografi og Historie II, side 156.
2) Vestergaard Larsen i Hardsyssels Årbog, 1912, side 161.
3) Om sjæleringning se Troels-Lund: Dagligt liv i Norden i det 16. Århundrede, bind 14, side 53.
4) H. F. Feilberg: Dansk Bondeliv. Som det i vore oldeforældres tid førtes navnlig i Vestjylland, side 300.