Af Lis Gabelgaard

Artiklen er bragt i årsskriftet 2003

Christoffersens Hotel i Ulfborg var et agtværdig og pænt sted i mange år, det var som om, der var en respekt om denne bygning, og der er helt naturligt mange minder. Gode som dårlige, nogen måske sørgelige, men folk siger stadig: ”Kan du huske dengang?”
Nu skal jeg til at huske tilbage, og jeg kan mærke, det ikke er så nemt endda. Det er i år 20 år siden, vi solgte Hotellet. Jeg er datter af Irma og Carlo Jensen, Ulfborg, barnefødt i Ulfborg og har aldrig nået at flytte herfra – heldigvis.
De første minder jeg har om Hotellet er fra 1948. Jeg legede med fru Christoffersens barnebarn Lone, og gik i klasse med hende på Ulfborg Byskole. Hendes far og mor, Knud og Sonja Christoffersen, hjalp farmoderen med det daglige arbejde, og de havde en lejlighed på Hotellet. Vi legede og sov ofte sammen på et af værelserne, det var jo spændende, og jeg kunne jo af naturlige årsager ikke vide, at 23 år af mit voksne liv ville blive som værtinde på selvsamme hotel.

Mine barndomsminder derfra er, at jeg syntes det var stort og spændende, og der var stor respekt om Gerda Christoffersen. Det var med morgencomplet, middag o.s.v. i privaten, stuepigen redte hendes seng og støvede af – det var jeg imponeret af, kan jeg huske. Den luksus forsvandt, da jeg i 1960 blev værtinde.
I 1960 og i årene før kom der rigtig mange gæster, der var altid to servitricer på vagt fra kl. 12 til 14, og igen fra kl. 17. Der blev solgt mange gange dagens middag. Det var især repræsentanter der kom, mange af dem var kommet med toget og skulle være der til næste dag. Dengang havde vi piccolo med kasket, hvorpå der stod ”Christoffersens Hotel”. Han hentede de rejsende ved toget og bar deres bagage over til Hotellet og op til deres værelse. Det var den samme mand der agerede piccolo ved toget, som når han tog sin kasket af, bar øl og sodavand op i buffeten fra lagret. Han pudsede også de rejsenes sko eller støvler, som de om aftenen satte udenfor døren til deres værelse.
Det var også i de år, gæsterne bestilte barbervand og klud bragt op, men der gik ikke så mange år, før barbermaskinen blev hver mands eje. Ligeså gik det med repræsentanterne, som snart kom kørende i egne biler. De skulle ikke mere hentes ved banen, men have anvist en garage i stedet. Dengang var vore faste gæster kommet rejsende gennem flere år og havde fået nogle bestemte vaner – de var rigtige ”stamkunder”, som vi ikke måtte glemme. Når der blev ringet og bestilt værelse, skulle vi først og fremmest huske, hvilket nummer de ville bo på – uha, hvis det ikke var ledigt, for vi burde jo kunne huske, at nu var det ved den tid, hvor han skulle besøge sine kunder i Ulfborg, men vi fandt gerne ud af det alligevel.  Og ikke nok med det, vi skulle helst ved hver enkelt stamgæst huske, om han skulle have en skråpude eller en ekstra hovedpude, eventuelt et ekstra håndklæde, og hvad tid han skulle vækkes! Det spørger man ikke om, det skal huskes fra gang til gang. Det skulle også huskes, om gæsten plejede at få to halve rundstykker om morgenen, og om han selv ville smøre dem, eller om der skulle sættes en morgencomplet frem.
Men det var god hjernegymnastik hver dag, og det er jo ingen skade til.
Der kom blandt andre en rejsende fast hver måned, han skulle lige op på tæer hver gang, for at stryge to fingre langs kanten af panelet i restaurationen for at se, om der var støvet, og det vidste jeg, så der var aldrig støv – og slet ikke når han kom. Han troede ikke jeg vidste, at han lavede den lille test!
Men det gjorde jeg!

De rejsende var søde og rare, vi havde jo efterhånden mange minder med dem, men de faldt fra efterhånden. Kørselsfradragene og alt hvad der kunne gøre det behageligt for faste rejsende, blev lavet om, så de næsten altid skulle tilbage til den by de kom fra om aftenen.
Der var virkelig megen charme ved det gamle hotel. De rejsende spurgte til vore børn, som mange af dem havde fulgt fra nyfødte, de fulgte børene og deres opvækst på afstand. Vi har kun mistet én rejsende, som vi véd, blev meget fornærmet!

Han var vel kommet en gang hver måned i 10 år, og nu havde han været der to gange, hvor vi ikke var hjemme på hotellet, så personalet havde den besked til os, da vi kom hjem, at han ikke kom mere, når vi aldrig var der – og vi som aldrig ellers tog nogen steder – uha, hvor var han sur!
Men som årene gik, og der kom yngre repræsentanter for at besøge de erhvervsdrivende, var det ikke så anstrengende, de blev ikke fornærmet, hvis man ikke kunne huske, hvordan de plejede at have tingene. Der var lige én, der brummede engang, han havde bestilt dansk bøf, og jeg havde glemt, at han havde mavesår – han skulle ingen bløde løg have!

Christoffersens Hotel var det første sted, der kom fjernsyn i Ulfborg, jeg tror det var i 1957. Det stod på et podium i mødesalen, hvor stolene var stillet op, så alle kunne se. Der gik kun et par år, så var fjernsyn blevet almindeligt i mange hjem, men det kunne stadigvæk godt samle nogle gæster søndag eftermiddag for hyggen ved at se det i fællesskab.
Fjernsynet blev derefter flyttet ned i restaurationen, så de rejsene og turisterne kunne følge med i hvad der skete, og senere købte vi så fjernsyn til alle værelserne.

Mødesalen på 1. sal og ”Den grønne Stue” som vi kaldte den, ”uanset hvilken farve den havde det år”, og den store sal blev brugt meget flittigt, det var jo foreningernes år dengang, og der blev virkelig holdt mange møder – jeg syntes, det var hver eneste aften. Mange af disse møder endte ret så festlige, og ofte med musik og dans uden det var forudbestemt. Mange siger endnu med et stort smil: ”Kan I huske?” 

Og det kan alle, der var med i de år, men disse minder vil jeg ikke skrive om her.

Den store sal blev restaureret efter krigen, tyskerne havde ødelagt den, og den måde den blev restaureret på, og de farver der blev valgt dengang, bibeholdt vi altid. Væggene var lidt varm rosa med guldstafferinger, marmor vindueskarme og vinrøde gardiner og scenetæppe. Der var en god atmosfære i denne sal, vi passede på, at det var de samme farver, der blev brugt, når der igen skulle males.
Salen blev igennem alle årene meget brugt. Der var teater, bl.a. kan jeg huske Kaj Abrahamsen turnéen og Illum turnéen, men de flyttede senere til forsamlingshuset i Vemb, hvor de fik en teaterforening, men skuespillerne boede stadig hos os.
Scenen på Hotellet var bygget til teater med skrå scene og sufflørkasse, omklædningsrum og en stor balkon, og hvad der ellers hørte til. Scenen blev meget brugt til revy og dilettant, der blev spillet mange skolekomedier, og der var modeopvisninger. I 1960 og mange år frem var det professionelle firmaer, der lejede den store sal, de kom med alt, hvad der hørte til et show – musik og dygtige mannequiner – jeg kan bl.a. huske Sonja Oppenhagen. Byens tøjbutikker og andre, der kunne få gavn af reklame, kunne købe sig til at være med.
Der var også danseskole, og jeg kan endnu mærke den spænding, der var, når der skulle være afdansningsbal. Det var meget højtideligt, når der var indmarch i struttende kjoler og drengene fint klædt på.
Mellem jul og nytår var der hver dag julefester med stort juletræ helt til loftet, og der var meget højt til loftet, og med levende lys. Salen var fyldt op i kredse med syngende børn, og der blev læst julehistorier op og delt godteposer ud og derefter leg. Om aftenen var der julebal for de voksne.
Salen blev også brugt til udstillinger: Haveudstilling, maleriudstilling og firmavareudstilling, hvor kunderne kunne komme og se varerne og bestille til senere levering.

Der var baller, der var mange baller, med mere eller mindre kendte orkestre. Mange ægteskaber er startet der, hvor de har fået et godt øje til hinanden. En jazzklub kom til, hvor pigerne blev smidt over skuldrene på de unge mænd. En selskabelig forening med god musik og dans var der også i mange år. I vinterperioden var der mulighed for at lære folkedans en gang om ugen, hvor der så til foråret var opvisning i folkedragter. Tove og Svend Åge Jacobsen, danselærere fra Ringkøbing, lærte os moderne dans fra vi var børn, og hvis det ikke var nok, kunne man fortsætte som ægtepar. Der var mange hold til dans, det lå ligesom i luften, at det hørte med til god opdragelse at kunne føre sig frem på et dansegulv.
En forening i Holstebro, der hed ”Gamle danse” kom også herud med bus en gang om måneden og morede sig.

Kaninudstilling var der hvert år, det var meget hyggeligt og et stort foretagende, der kom mange tilskuere. Salen var festligt pyntet med gran, og de fleste tog det som en festdag, når de skulle bedømme kaniner eller bare være tilskuere. De spiste dagens middag, som den dag altid var klar suppe med boller, høns og oksekød i peberrod.
Rejsebiografen, der kom og viste film på Hotellet, var også meget populær indtil ca. 1970. Hypnotisøren Ali Haman kom som et af de første steder til Ulfborg, da han startede sine shows, han prøvede bl.a. med rygeafvænning, kan jeg huske.

Når man kom ind af fordøren på Hotellet, var det første man fik øje på en væg, hvorpå der var malet et vejkort. Det var kunstmaler Poul Rytter fra Husby, der havde foreviget vores egn. Den blev nænsomt restaureret af min far Carlo Jensen i 1978. Senere, da hotellet blev nedrevet i 1989, overtog frisør Jens Christian Nielsen i Ulfborg væggen med maleriet som ”samlesæt” og satte den sammen igen, så den skal der nok blive passet på, den er et klenodie. Dejligt er det, at der er nogen der interesserer sig for at bevare tingene, ligeledes er panelerne fra mødesalen nu i frisør Nielsen salon.

Hotellet blev jævnligt moderniseret i løbet af årene, tiderne løber jo fra de bonede gulve. Vi havde skiftet til gulvtæppe i restaurationen mange år før, vi lavede det sidste om i 1978. Vi havde haft mørkebrunt linoleum på gulvet med en løber igennem. Gulvet var fra Fru Christoffersens tid, det skulle bones  hver aften klokken 23, så det var fint blankt, når gæsterne kom ned om morgenen. Så det var et stort fremskridt, da vi kunne støvsuge et tæppe i stedet.

Der er jo sket mange omforandringer i årenes løb. Når jeg tænker tilbage på den tid, hvor vi havde linoleumsgulve, og der var mørkegrå paneler og lyse overvægge med gardiner, der passede til, men det var tidens farver dengang.

Jeg syntes, der skulle ske noget nyt, der ikke var set før, jeg ville gerne have panelerne malet med to forskellige blå farver med guldstafferinger og røde overvægge.
Vi ringede til malermester Rulf Pedersen, om han ville komme og lave det. Han kom, og jeg forklarede ham, hvad jeg mente.
”Nej aldrig vil jeg lave det!” sagde malermesteren, det ville han ikke lægge navn til.
Jeg fandt de farver, jeg ville have og spurgte, om han ville lave det, eller om vi skulle have en anden til det.
Han begyndte, og efterhånden som han kom frem i arbejdet, kunne han jo nok se hvad jeg mente. Han var pavestolt, da han var færdig og så resultatet, han viste det frem til alle de kollegaer, der ville se det.

Garderoben ned mod den store sal blev malet i samme farver, så det gav en helhed. Da Hotellet blev revet ned i 1989, blev de blå paneler derfra solgt til Aage Damgaard i Herning, hvor de nu står til ære og værdighed i ”Æ Hereford Beefstow” i Lind.
Krostuen havde i 1960 gråmalet gulv og træpaneler, bordpladerne var af linoleum. Et par år efter kom der andre plader på bordene og ”moderne” træpaneler udenpå de skønne paneler, men sådan skulle det jo være dengang.
Vi lavede Skipperkro i et lokale ved siden af, det var nok det bedste, vi noget sinde fik lavet, der hyggede gæsterne sig virkelig, der var altid stuen fuld af glade gæster. Vi fik en musikboks, og det var meget hyggeligt. Der blev indgået mange forlovelser der! Det var stedet, hvor man mødtes dengang.
Krostuen, som det hed dengang, har vi mange oplevelser fra. Der blev indgået mange handler lige fra små huse til villaer og store ejendomme. Det var dengang, man købte det man så, og sælgerne ikke hæftede for små og store mangler i årevis. Dengang gik det nemmere, mange sluttede handelen af med håndslag og et stykke papir og så færdig!
Selv store boligblokke i Århus blev solgt til en handelsmand i Holstebro, uden han så ejendommen – de stolede på hinanden. De blev jo nok også taget ved næsen en gang imellem, men hvis det blev opdaget, kunne den utilfredse kunde få en bil oven i handelen, og så ville man ikke høre mere vrøvl fra den kant!
Sådanne handler blev ofte gjort, så det har nok ikke været så ringe endda. Lidkøb bagefter med godt smørrebrød, øl og snaps var helt naturligt.
Der blev lavet rigtig mange bilhandler på Hotellet. Bilhandlere fra Holstebro sluttede ofte handlen af hos os, og der skulle også altid være et lidkøb bagefter.

En pudsig historie, skal med: Vi havde besøg af Magnus Lægaard hver dag, han murede lidt, når han havde tid og lyst. Magnus og Vagn Iversen diskuterede altid, de kunne ikke blive enige om, hvem der var klogest af dem. Men Magnus’ gode hjerte løb af med ham en formiddag, han var kommet i tanke om, at Vagn skulle arve ham engang!

Magnus kaldte sig entreprenør, han satte aldrig sit lys under en skæppe, men det eneste Magnus ”Entreprenøren” ejede var en blandemaskine, en trillebør og en skovl.

Magnus gik hen i telefonboksen og ringede til byens sagfører. Han kendte ikke Magnus på det tidspunkt, sagføreren var ny i byen. Magnus bad ham om at komme ned på Christoffersens Hotel med det samme!
Sagføreren kom straks, og Magnus præsenterede sig som entreprenør Magnus Lægaard.
Det skal dog lige tilføjes, at der ikke blev lavet testamente, der var jo ikke noget af værdi, men Vagn og Magnus diskuterede og småskændtes i årene efter stadig om alt, hver gang de var sammen, det hørte ligesom med.

Magnus kom en morgen tidlig og beklagede sig til mig, han havde ondt i nakken, så jeg spurgte naturligvis, hvorfor han havde ondt?
”Jo, jeg ligger højt med mit hoved’ om natten, for jeg bliver nødt til at have min tegnebog under min pude!”
Vagn Iversen havde et værelse hos os i mange år, han kørte øl og vand fra lagret til bufféen og de tomme kasser retur, inden han tog på arbejde om morgenen.
Der var mange oplevelser med dem, der kom hver dag, der var bl.a. en morgen Magnus og Vagn og et par stykker mere havde bestil et par grønne Tuborg meget tidligt på dagen, og de fire blev siddende og bestilte flere Tuborg, og så syntes jeg, det var ved at være nok, og at de skulle se at komme på arbejde i stedet for at sidde og drikke. De var ved at bygge en lade, lidt uden for byen på det tidspunkt.
”Nej”, kom det kort og godt.
De blev siddende, for de havde hørt vejrudsigten i radioen, og den havde lovet regn i Sønderjylland, så for at være på den sikre side, hvis regnen skulle nå Ulfborg, ville de heller sidde i krostuen og drikke øl!

Jeg vil nu fortælle om hotelkøkkenet og om, hvordan det så ud, da jeg startede i 1960.
Der var separat opvaskerum med to store vaske og et bord til at sætte fra på, opvasken forgik med håndkraft, men det var effektivt, der kunne vaskes meget op. Køkkenet havde et såkaldt fadebur, der stod alle skåle og asietter. I køkkenet var et gasbord med to kæmpeblus og to lidt mindre, de var effektive. Ved siden af havde vi et meget stort jernkomfur, det blev også brugt hver dag.
Det første der skulle ske om morgen var at fyre op i komfuret, så man kunne bruge af det varme vand i vandkarret. Komfuret var i øvrigt altid flot pudset.
Der blev bagt store kringler hver dag (komfuret havde to store ovne), og i dag kan jeg slet ikke forstå, hvordan man kunne styre varmen, men det gik fint. Vi bagte lagkagebunde en gang om ugen, jeg kan huske, at jeg skulle smide lagkageformen i gulvet, der var af terrasse, så de kunne løsne sig. Vi solgte meget kringle og lagkage. Dengang kørte folk til Ulfborg med rutebilen for at handle, og der var mange, der syntes, det var hyggeligt at købe deres eftermiddagskaffe, inden de skulle hjem igen.
Dengang var der også store landbomøder, altid fyldt op i salen, og sommetider måtte vi stille ekstra borde op i garderoben. Det var sådanne eftermiddage, det var godt at tørre tøj på loftet – det kommer jeg tilbage til senere.
Der skulle laves kaffe til alle de mennesker i salen. Det forgik i en stor kobberkaffemaskine, som jeg har stående, hvor vi bor nu, til minde om den tid. Kogende vand blev hældt ned i den store pose med kaffebønnerne, og derefter blev kaffen tappet fra en messinghane, men der gik kun nogle år, så kunne man købe kaffemaskiner til hotelbrug. Det var en absolut stor fremgang og lettelse, og Madam Blå blev sat på hylden – den brugte vi jo til daglig.
Der blev også syltet asier en gang om året. Så stod der store kar i køkkenet. Vi syltede græskar og rødbeder, som blev sat i krukker og kom over på lagret i et rum, vi kaldte ”det gamle køkken” – jeg har dog aldrig brugt det til køkken.
Bag ved det gamle køkken havde vi et stort rum med masser af konserves – det var inden dybfrysernes tid. Der skulle være ærter, gulerødder i bjælker og i tern, bønner, asparges (hele og snittede), grønkål i store dåser, spinat og alt i finere konserves, bl.a. russiske krabbekløer, rejer, torskerogn, også i hele bukser i store dåser, tunfisk, portugisiske sardiner og alt, hvad man nu ellers kunne få dengang.
Vi købte mel og sukker i 50 kg sække. Rødkål blev lavet i store spande. Mayonnaise skulle røres, og remoulade og italiensk salat i store portioner skulle blandes. Der blev bagt leverpostej i et par ordentlige store forme hver uge. Vi lavede rullepølser og stegte nakkestege med dejlig sprød svær, stegt roastkød og det var alt sammen til smørrebrød i ugen løb.
Det var en lettelse, da vi kunne begynde at købe asier og rødkål færdige på glas. Dybfrost var så småt startet i 1960. Vi havde en stor kurv i frysehuset på Tingvej (Tingvej 8, haven, red.), der havde vi koteletter og wienersnitzler. Når vi solgte mere, end vi havde beregnet, var det benene på nakken og op og hente mere kød der.
Der gik dog ikke så lang tid, før den første fryser flyttede ind på hotellet. Det var en stor fremgang, så kunne menukortet jo også udvides, man kunne købe frosne bønner, gulerødder, ærter osv. som havde en helt anden frisk smag i stedet for det på dåser. Det var i det hele taget en stor lettelse, at man f.eks. kunne lave flere leverpostejer ad gangen, så efterhånden blev én fryser til mange, men det var virkelig et stort fremskridt.
En stor effektiv kartoffelskræller har der været i al den tid, jeg kan huske. Den blev fornyet på et tidspunkt, og var en god ting, for den kunne hurtigt ordne nogle spande kartofler.
Der var også en høkasse, hvor vi holdt kartofler og lignende varmt, men som hjælpemidlerne kom, fik vi dem også.
Komfuret blev brækket ned, der kom et par gaskomfurer med ovne, og endnu meget senere fik jeg et stort gasbord med seks kæmpeblus – da følte jeg, at jeg kunne komme til. Det kunne nemlig tage nogle kæmpepander og -gryder.
Der kom også friture, så kunne der laves lidt nyt tilbehør til kødretterne, f.eks. lavede vi selv pomfritter. Vi kunne stege fiskefileter i olie i stedet for på pande – det var en stor fornyelse med de muligheder, der lå i en friture.
Senere fik jeg en stor mikroovn, men den blev jeg aldrig gode venner med, jeg syntes den forringede kvaliteten på maden, men den skulle jo være der. Jeg troede ikke, jeg kunne undvære sådan én, men den stod bare og fyldte op.
Vi var de første i byen, der købte en stor elektrisk grill, den kunne grille seks kyllinger ad gangen og det tog ca. en time. De var supergode – det var en nyhed, der ville noget – den kørte altid. Vi solgte alt, hvad den kunne køre igennem i mange år, folk ude i byen bestilte og hentede kyllinger, mange gæster tog grillkyllinger med hjem til natmad, når de havde været til bal, eller de havde siddet og hygget sig over et par pilsnere i krostuen eller ved bowlingbaren. Det var mange kyllinger, der endte deres dage grillstegte for derefter at komme med hjem i en taxa.
Køkkenet var jo sådan set huset hovedpulsåre, folks maver er næsten det værste, man kan ramme. Hvis kunderne ikke får god mad, så går trommerne – det er virkelig et følsomt sted. Bliver noget mislykket varer det længe, inden man falder til nåde igen, men det kan jo ske, når man er et sted i så mange år, at der er en kikser. Jeg vil fortælle noget, som min mand og jeg aldrig glemmer. Jeg havde ca. 140 gæster til spisning (borgerforeningen) i salen, det var midt i 1960´erne.

Det skal lige fortælles, at på det tidspunkt var det nemmere at få nye gæster end at få personale, så jeg turde ikke sige ret meget, for så smuttede de og fandt andet arbejde. Arbejde var der nok af dengang. Vi havde en køkkenkok, som vi kaldte hende, hun var udlært på Hotel Royal i Århus. Hun kunne blive ”vildt vred”, når vi havde rigtig travlt. Man siger jo, at alle dygtige kokke har temperament, og det havde hun.

Men tilbage til borgerforeningen!

De skulle have aspargessuppe til forret, og vores kokkepige var kommet på den idé, at der skulle sættes en klat flødeskum ovenpå hver tallerken aspargessuppe, som blev serveret i varme dybe tallerkener. Jeg arme unge kone turde ikke sige til hende, at en klat flødeskum ovenpå aspargessuppen var en dårlig idé, det har hun selvfølgelig også selv vist det var, men det var en måde at demonstrere på og jeg vidste, at hvis jeg sagde noget til hende, ville hun tage det første tog til Vemb, hvor hun boede, og hvad skulle jeg stille op med 140 mennesker alene?
Så der kom flødeskum på toppen!
Det toppede, da malermester Svend Herluf Christensen kom ud i køkkenet og råbte:
”Hvad fanden er det for noget koldskål, vi får serveret!”
Men køkkenkokken blev!

Jeg mindes en anden episode om, hvor travlt vi kunne have det i køkkenet – også for at fortælle om tiden og dens forandringer.
Det var i sæsonen, jeg skulle i en fart ringe til Hjemmebageriet i Harbogade efter noget og jeg kunne i farten ikke huske deres telefon nummer, så jeg siger til centraldamen (det var dengang den gamle central var betjent af rigtige levende centraldamer):
”Jeg vil gerne have hjemmebageriet.”
Det var meget almindeligt, at man gjorde sådan dengang, men hun bad om nummeret igen, og så sagde jeg:
”Så kan det også være lige meget, så cykler jeg derud!”

Jeg havde en ung pige engang. Hun gjorde, hvad der blev sagt, men det satte jeg ikke altid pris på! Bageren var lige kommet med 100 tarteletter og stillede dem på bordet i opvaskerummet. Så spørger pigen mig:
”Hvor skal jeg stille tarteletterne?”
”Smid dem her!” sagde jeg til hende, og så lod hun dem falde på gulvet!
Jeg mente naturligvis, at hun skulle stille dem på køkkenbordet.
En anden pige, jeg havde, skulle engang passe på en stor gryde hjemmelavede melboller til ca. 100 personer, og når jeg beder hende passe på melbollerne, er det naturligvis for, at de ikke må havde det for varmt, men pludselig råber hun:
” Skynd dig at komme – se melbollerne bliver helt store!”
Og så gik de øverste lag naturligvis i stykker, men deraf lærte jeg så, at jeg blev nødt til at forklare, hvad jeg mente. Det er ikke en selvfølge at folk ved det – uha, jeg lærte noget hver dag.

Mange år senere, i 1980, fik jeg Vestjysk Søndags Gastronomiske pris ”Den gyldne Serviet”, det var jeg naturligvis stolt af. Menuen var:
Ægte hummersuppe m/ hjemmebagte flütes – Vildand m/ flødestuvede kantareller og aspargeskartofler – og til dessert Husets Bombe (fromage m/ nødder, rosiner udblødt i portvin, cocktailbær og chokoladestykker. Derefter overhældt med smeltet chokolade.

Vi vaskede selv vort linned, vi havde vaskerum med to store gruekedler, og vi havde fast vaskekone, som det hed dengang.
Når tøjet så var passende tørt, skulle det strækkes og lægges sammen, hvorefter det blev rullet på den store elektriske rulle. Så blev det båret op i linnedrummet, og snart kunne vi begynde forfra igen.
Vi havde en stuepige, der hed Ellen. Hun havde været på Hotellet i mange år, hun var også stuepige hos fru Christoffersen. Hende fik jeg mange oplevelser med.

Som barn kurede jeg dagligt, med Fru Christoffersens barnebarn, ned ad gelænderet til restaurationen. Nu da jeg som voksen skulle have mit virke, trådte janteloven til hos Ellen, jeg skulle ikke tro at jeg var noget!
Det troede jeg nu heller ikke, men det kunne hun jo selvfølgelig ikke vide.
Disse oplevelser med Ellen, som ofte har moret mig, når jeg tænker tilbage, var ikke så morsomme da de stod på.
Når hun skulle rulle linned, tog det meget lang tid for hende – hun kunne finde på at lade rullen kører uden at putte tøj i!
Godt nok var jeg ikke så gammel i gårde, men jeg kunne godt, selv på lang afstand, høre forskel på rullen, om der var tøj i eller ej. Ellen sad så på en stol ved siden af rullen og læste kærlighedsromaner!
Ellen var ugift.
I gården ved køkkendøren hang en malmklokke til at slå på for at tilkalde staldkarlen eller piccoloen, som vi også kunne finde på at kalde ham. Den klokke stod Ellen og hamrede på hver morgen kl. 7. Den var lige under vores soveværelsesvindue, og hun slog længe, hun ville ikke have vi sov, hvis hun skulle møde tidligt. Det skulle hun sådan set ikke bestemme, men det passede hende tydeligvis ikke, at jeg var flyttet ind.
Der var nu heller aldrig tid til at sove længe, så hun kunne jo bare stå og slå på den stakkels klokke, hvis det kunne morede hende.

I værelserne på rejsegangen skulle der naturligvis skiftes sengetøj og gøres rent hver dag. Ellen havde ofte en ung pige med derop for at hjælpe, men var hun alene, kunne hun finde på at tænde støvsugeren og sætte sig til at læse kærlighedsromaner igen – hun troede vist ikke, jeg kunne høre på støvsugeren om den var i brug eller ej.
Men Ellen kom ikke bag på mig, for hendes velkomst til mig var, at jeg ikke skulle vente hjælp fra hendes side!
Så hun havde jo advaret mig, men efter et par år syntes jeg, det var nok og vore veje skiltes. Hun blev stuepige på Hotel Vedersø.
Der gik ikke så mange år, så begynde man at kunne få vasket og rullet ude, og senere kunne man heldigvis leje alt.

Der var naturligvis også andre gæster på værelserne end handelsrejsende. Vi mødte mange vidunderlige mennesker. Der var flere hold, der holdt deres sommerferie fast hos os, nogle par i 20 år. Vi kunne huske dem – jo flere år de kom, dets mere snakkede vi sammen.

Det var hyggeligt, når sæsonen kom, genkendelsen var der jo efter et par år. Mange af dem skrev såmænd julekort til os, og hvis de holdt ferie i et andet land, kunne de finde på at sende os et kort, så vi kunne se, hvor de var det år.

På en fortovscafé i Rom sad et tysk ægtepar og et par fra Belgien, de var faldet i snak, og de fandt ud af, at de alle fire plejede at holde sommerferie hos os på Hotellet. De sendte et fælles postkort til os med en hilsen – ja, verden er lille!
Det var nogle af de små opmuntringer, der kunne være, og hvor man syntes, det var hyggeligt.

Der har boet rigtig mange skuespillere hos os gennem tiderne. Når de optrådte i de større byer, sov de hos os.
Første gang Dirch Passer besøgte hotellet, kom han ind gennem opvaskerummet og køkkenet slæbene på to store kufferter.
”Det her må være den nærmeste vej til Christoffersens Hotel.”
Han var kørt efter vores skilt, som stod i Holmegade med pil mod Reberbanen. På skiltet stod:
Nærmeste vej til Christoffersens Hotel.”
Det tog han helt bogstaveligt, i stedet for at gå ind af fordøren gik han ind af køkkendøren. Han spurgte mig så: 
”Hvad dato har vi? Hvad er klokken? Nå, væk mig om fire timer!”
Dirch Passer besøgte os flere somre, han var med i Holstebro revyen, og han syntes, det var aldeles festligt, at vi havde en hvid minipuddel, der hed ”Peter Belli”. Puddelen var en af vore servitricers – hun havde fået lov til at havde den med hos os.
Dirch Passer havde fast bestilling hos cykelhandler Arne Jensen på et par træsko hver sommer, når han var i omegnen. Han brugte en meget stor størrelse, og træskomanden i Ulfborg fik opgaven, selv om Dirch Passer egentlig mente, det burde være en bestilling til Ringkøbing Skibsværft!

Erik Påske kom også altid ind og sagde goddag, når han var på disse kanter. Jeg vil ikke nævne flere, men der har været rigtig mange mere eller mindre berømte – de var hyggelige mennesker. Jeg har fået mange knusere af Preben Mahrt (det var ham med reklamen for brylcreme). Det nød jeg naturligvis, for han var en flot fyr og en charmetrold. Han var ofte førsteelsker i danske film.
Der var altså ingen af de nævnte personer her, der brugte dette møbel, jeg nævner nu, men natpotte var en meget almindelig brugsgenstand på værelserne. Den fornøjelse havde stuepigen fået lov at tømme. Det var underligt, men der var nogle gæster, der ikke ville ud på toilettet på rejsegangen om natten.
At have værelser til gæster giver mange oplevelser, gode som dårlige, og nogle oplevelser glemmer man aldrig. Engang var der nogle, der drev gæk med os!
Der blev ringet fra Danmarks Radio, troede vi, de præsenterede sig, bestilte de værelser vi havde, 75 stk. luksus smørrebrød, ekstra håndklæder og hvad man ellers ekstra skulle til at ordne, når der pludselig ville komme mange gæster på én gang. Der gik nogen tid, så ringede de igen, at de var forsinkede, men var på vej, og vi skulle lige stille nogle bestemte mærker sodavand op på værelserne. Vi havde på den tid små køleskabe på værelserne, så det gjorde vi. Der gik mange timer, de viste sig aldrig, så det var en joke, vi var røget i – ikke spor morsomt!
Vi stod nu med alle værelser fri og 75 stk. smørrebrød, som vi så delte ud til naboerne. Vi ringede til Danmarks Radio, de havde ikke bestilt noget, men vi lærte deraf, når nogen ringede, som vi ikke kendte, ringede vi tilbage for at bekræfte ordren. Det viste sig i årenes løb, at det var en god idé, for ellers havde der været flere, der kunne sidde et sted og grine af os.
I de år var alle værelser lejet ud, det var helt normalt.

Et japansk Tv-hold bestilte alle værelser hos os en gang. De skulle lave en film fra Fjorden og Vesterhavet.
Jeg blev bedt om at gøre et værelse i stand, rede seng og gøre rent, og hvad dertil hører, det skulle med på filmen. Det gav de mig 25 øre for!
Det franske fjernsyn boede også hos os en uges tid, de skulle også lave film om Vesterhavet og Fjorden. Da var vores datter Liselotte (15 år) med. De mente hun var typisk dansk, så hun var model hele dagen.
Engang var den russiske undervisningsminister på visit i Vestjylland med hele følget, og de skulle bo og beværtes hos os. Ministeren og følget ville gerne smage dansk smørrebrød. Det var bestilt i forvejen og skulle serveres på et af værelserne. Jeg arrangerede nogle fade smørrebrød, pyntede det lækkert, og da der var gået lidt tid, kom der én ned efter en dåseåbner og en proptrækker.
Jeg blev lidt chokeret, da jeg skulle tage af bordet deroppe. Smørrebrødet lå hulter til bulter  på fadene, vore russiske gæster vidste simpelthen ikke, hvordan de skulle spise det, men de havde selv medbragt russisk kaviar og vodka, så det havde de spist og drukket i stedet – det vidste de, hvad var.

Vi havde gæster boende, der søgte ro og natur, og vi kunne tilbyde begge dele. Ro, hvis gæsten ville have det, og en storslået natur havde vi jo lige uden for døren. En gæst, jeg satte stor pris på, var Professor Erik Husfeldt. Han var hjertekirurg på Rigshospitalet, og han kom flere gange om året. Han kunne finde på at ringe og spørge, hvordan jeg og familien havde det, han var et stort fint menneske.
Professoren ville gerne låne vores søn Carlo med på fisketur. Erik Husfeldt syntes, det var så dejligt at sidde ved Lilleåen og fiske sammen med sådan en lille dreng, der kunne tie sammen med ham.
Jeg kunne nævne mange, der kom tæt på os – der fulgte med i vores vé og vel gennem årene.

Peter fik en lys idé omkring 1965. Dem har han nok fået flere af i løbet af årene, men  denne her var god. Der var begyndt at skyde bowlingbaner op i nogle byer, så det ville vi prøve. Vi udvidede mødesalen, stillede fire bowlingbaner op, lavede en bar, satte en musikboks op, og så var der en bowlingbar – det var en drønende succes. Vi fik lavet et stort forhæng, som kunne trækkes for banerne, så vi stadig kunne bruge lokalet til selskaber!
Der var mange møder, der sluttede med bowling og klokken blev ofte hen på de små timer, når der skulle bowles efter et møde, ellers lukkede vi normalt klokken 23. Det skulle man den gang, hvis der ikke var søgt ved politiet om ekstra åbent.
Vi havde den aftale med vores lokale betjent, at han skulle komme hver fredag kl. 23. Kunderne troede, det var tjenstligt, han mødte, men der var nu sjældent større problemer, end vi selv kunne klare!
Men det var aftalen med ham, at vi skulle have et par stykker smørrebrød sammen hver fredag aften kl. 23. Det var hyggeligt, syntes vi alle tre – dengang havde landpolitiet vagt altid. Hvis Peter og jeg skulle hjemmefra og overnatte, kunne vi altid ringe og fortælle det til vores lokale betjent, sådan var det dengang.
Men så fik vi en ny betjent, og han havde fået det råd at tage ned på Christoffersens Hotel kl. 23. Han kunne selv finde ud af hvorfor. Han var kanonsur, når han kom. Vi bød ham på smørrebrød, det hjalp ingenting. Da der så var gået tre fredage, og han havde kigget ind i krostuen, hvor der aldrig var uro, spurgte han, hvad i al verden han skulle se efter, der var jo aldrig ballade!
Vi kunne jo bare ringe til ham, så ville han komme. Hans forgænger havde sagt til ham, at det var klogt af ham at møde op. Vi måtte så fortælle ham, at hans forgænger kun kom, fordi det var en fast invitation til smørrebrød og lidt godt. Så var vi straks gode venner, og det blev en tradition med efterfølgeren også.

Bowlingbanen gik godt i mange år, men på et tidspunkt dalede interessen, og den blev pillet ned. Der blev lavet selskabslokaler igen.
Nu var det blevet ”in” at have en Pub. Det måtte vi også prøve, så vores dejlige Skipperkro måtte lade livet, det hele blev revet ned og bygget op som Pub. Det var nu meget pænt, syntes kunderne, men de ville nu hellere havde Skipperkroen igen, alt det nymodens stads kunne de godt undvære. Men det var for sent, og det kom også til at gå godt nok alligevel, de skulle lige vænne sig til det! Men jeg siger nu også at Skipperkroen – det var Skipperkroen!

Ulfborg Marked forløb ”æt så ring’ endda” i alle de år, hvor vi var med. Til at begynde med, da vi var nye værter, stod der dyr i hele Bredgade.

I dag er det traditionen og gøglet og de mange handelsboder, der holder markedet oppe, men dengang var der det rigtige Ulfborg Marked. Jeg kalder det rigtig marked, for dengang var det altid den sidste onsdag i august, og da forventede man at holde fri fra arbejde. Karlene på gårdene håbede, at de ikke skulle høste den dag, og landmændene skulle af sted for at se, om der kunne gøres en god handel. Der blev virkelig handlet den dag. Med mange håndslag og det blev fejret med en kaffepunch, uanset om de blev enige, eller der ingen handel blev! Jens Svendsen stod ude midt i det hele og solgte ”ægte tæpper”, så der var råb og stemning.
De første år var markedsmenuen dansk bøf og mirabellegrød – det havde det altid været!
Prisen på denne menu var 4,50 kr.
Senere blev jeg opfordret til at lave gule ærter med flæsk og medister. Selv om der kunne være 25 graders varme, var det et hit. Der blev også serveret mange stykker med marineret sild, så der kunne skride nogle snapse ned – og masser af smørrebrød.
Den store sal var fyldt med mennesker, der spiste gule ærter eller dansk bøf, hvor jeg så senere serverede en dessert. Jeg syntes ikke, mirabellegrød skulle spises på hotel, det kunne man få hjemme.
Markedet blev senere lavet om til weekendmarked, noget af det gamle Ulfborg Marked og traditionerne forsvandt, syntes jeg, men det er jo andre tider og der skal mere til at more folk i dag end før, men hver tid sin charme.
Dengang markedet faldt på en onsdag, kom vi i tanke om, at når vores telt alligevel stod på markedspladsen fra tirsdag, og udgiften til det var det samme, kunne vi lave et forprang med bal. Det blev rigtig hyggeligt, der kom mange mennesker og året efter dukkede der flere boder op på markedspladsen om tirsdagen. Efter et par år, var der så pludselig Ulfborg Marked fra tirsdag aften. Onsdag var teltet åbent igen fra morgenstunden med musik og udskænkning og bal om aftenen.
I hotellets store sal var der også bal, det var nogle travle dage, bagefter flød alt og alt lugtede af øl og tobak. Nattesøvn fik vi ikke noget af, for værelserne var lejet ud til handelsmænd, og de kom jo luntende hen ad natten og skulle så låses ind. Det var sjove dage, og vi havde mange til at hjælpe os, det var meget hyggeligt, for det var de samme mennesker, der kom år for år.

Hotellet ændrede drift i 1978. Vi ville prøve at drive det mere som en selskabsforretning med forudbestillinger. Jeg var blevet opereret for en diskusprolaps og kunne ikke holde til de mange timer i køkkenet. Vi havde mange møder og selskaber osv., men det kom alligevel til at strække sig over hele dagen. Der var ofte forudbestilt til kl. 12, og sådan gik hele dagen.
Vi åbnede Bodegaen kl. 16. Den var lavet med heluldent ternet tæppe, nye farver, nye møbler og bardisk.
Vi prøvede så at drive værelserne som ”Garni”, altså med morgenmad og om aftenen dagens middag og a´la carte. Vi tog ikke strøgkunder til spisning midt på dagen, hvis der ikke var forudbestilt.

Vi startede det første solcenter i Ulfborg, det var en nyhed. I året 1978 var der ikke mange byer, der havde det, og det blev hurtigt meget populært.
1982 blev året, hvor vi blev enige om at sælge hotellet, hvis vi kunne finde en køber. Vi fandt den første køber, ja – der står første. Vi havde solgt til overtagelse den 1. marts 1983, men de kom ikke, konen ville ikke med, så vi forsatte driften.
Så solgt vi igen, troede vi, der ville konen pludselig heller ikke med, man skulle tro, de havde fundet ud af, disse hustruer, at det var et fuldtidsjob de godt og vel skulle i gang med.
Tredje gang er lykkens gang, siger man, da lykkedes det. Man kan måske ikke kalde det lykkens gang, for det blev hotellets endeligt – det blev ikke passet eller vedligeholdt mere.
Engang var jeg en tur oppe på værelserne og i privaten for at se, hvordan det var kommet til at se ud, men det var så rodet, og nogle vægge var revet ned og ikke rejst igen. Jeg kunne ikke finde ud af, hvor i hotellet jeg var, selv om jeg havde boet der det meste af mit liv. Det havde jeg mareridt over om natten i mange år.

En dag i 1988 blev Christoffersens Hotel så solgt til en boligforening, og i 1989 blev det hele revet ned. Det blev Hotellets endeligt, og jeg havde ikke flere natlige mareridt.
Tiderne skifter, der er ikke mere brug for de mindre steder. Det var en stolt bygning, der havde stået siden 1901.

Hotellet blev bygget af enkefrue Karen Hansen, hendes mand døde i 1892. Han ejede nogle grunde i Bredgade, og på én af dem byggede hun Hotellet. Hun søgte næringsbevis og fik det i 1903. Hvor mange år hun drev Hotellet, har jeg ikke kunnet opspore.
Hotellet hed først Jernbanehotellet og senere Krahns Hotel.
I 1937 blev det solgt af Aage Christensen til Gerda Bjørnbak Christoffersen, som kom fra Gæstgivergården og tog bevillingen med derfra, og stedet kom derefter til at hedde Christoffersens Hotel resten af sine dage.
Min svigermor Grethe Gabelgaard købte Hotellet i 1956.
Peter Henrik Gabelgaard kom kort tid efter for at hjælpe hende. Hotellet blev drevet videre i den ånd, stil og atmosfære, der var forventet af dette sted, og det gjorde jeg alt for at forsætte med.
I julen 1960 blev Peter Henrik og jeg gift, og svigermor flyttede til Silkeborg. Peter søgte bevillingen og fik den, og vi drev stedet til 1983.